Mellem to verdener – Hamids rejse fra flugt til ret

Hamid – i hans egne ord

Havet var uroligt.
En grå gummibåd flød i et limbo mellem to verdener — på den ene side håbet, på den anden forfølgelsen.
De flugtscener, der har sat sig fast i min sjæl siden 2015, dukker igen op.

Denne gang blev minderne vækket af et billede i min lærers PowerPoint.
Billedet viste mennesker, der desperat forsøgte at redde deres liv fra en synkende gummibåd i Middelhavet.
Deres skæbne var uvis.
Ironien er, at jeg i dag befinder mig i Danmark — som jurastuderende med speciale i asyl- og flygtningeret.

Udtrykket “det går efter bogen” beskriver ikke mit liv særlig godt.
De rette betingelser og nødvendige hjælpemidler har ofte manglet.
Omstændighederne har forsøgt at gøre mig til et offer, men jeg har kæmpet mig fri.

Flugten var hård og bitter, men den skærpede min sjæl.
Jeg blev formet — og i dag er jeg et levende menneske, som kan hjælpe andre.
Jeg yder juridisk bistand inden for udlændingeret.
Jeg kan ikke lade være.
Jeg befinder mig stadig i et limbo mellem to verdener.
Mit ophold er stadig midlertidigt, og min fremtid kan synes usikker.

Når jeg ser tilbage efter mange dage på flugt, ved jeg, hvor svært det har været at slippe traumerne.
Vinteren i et telt i Nordjylland gjorde det ikke lettere.
Den langstrakte og stressende asylproces gav mig heller ikke de redskaber, jeg havde brug for til at genopbygge mit liv.
Med viljen og lysten til at bidrage til det danske samfund blev jeg i stedet mødt af en 16 måneder lang proces gennem fem-seks forskellige asylcentre — kastet rundt i systemet og mødt med mistillid.
Alligevel står jeg stærkt.
Jeg drømmer stadig stort.

Om få måneder bliver jeg jurist — uden nogensinde at have lært noget om Janteloven.
Planen er at fortsætte kampen for menneskerettigheder.
Målet er at blive advokat.


Min dybeste respekt og beundring for det menneske og den kæmper, som Hamid er.
Jeg håber, at billederne kan være ham en lille støtte på vejen i hans fortsatte kamp. ✌🏿❤️😊

Using Format